Uddannelse & Kultur i Region Midtjylland ville styrke deres egen faglighed i at facilitere involverende møder og processer. I stedet for at hente hjælp udefra, hver gang en workshop eller et udviklingsforløb skulle bæres i mål, var ønsket at bygge kompetencen op indefra — så medarbejderne selv kunne rammesætte og lede processer, der engagerer deltagerne og holder fokus på det, der er vigtigt. Afdelingen ønskede et forløb, der var skræddersyet til netop deres hverdag og opgaver.
Jeg skræddersyede kurset sammen med afdelingen, så det tog afsæt i deres egen hverdag og de opgaver, de faktisk står med. Vi byggede det som et forløb over tre måneder — seks undervisningsdage fordelt på tre moduler — så der var tid til at omsætte det lærte i praksis undervejs: mellem modulerne afprøvede deltagerne det på deres egne, virkelige møder og processer og mødtes i mindre læringsgrupper for at sparre med hinanden. På den måde blev faciliteringen trænet dér, hvor den skulle bruges — i deltagernes egen praksis.
De tre moduler byggede oven på hinanden. Vi begyndte med det grundlæggende: det fælles sprog om, hvad facilitering egentlig er, den gode rammesætning, og hvad det vil sige at stå i facilitatorrollen. Derfra gik vi tættere på håndværket — hvordan man stiller de nysgerrige, kraftfulde spørgsmål, der flytter en samtale, hvordan rummet og scenografien kan bruges som medspiller, og hvordan man roligt møder modstand og svære situationer uden at miste processen. De sidste to dage handlede om selv at stå på gulvet: deltagerne designede og faciliterede processer for hinanden med afsæt i egne opgaver og gav hinanden feedback.
Hele vejen arbejdede vi med, hvordan man sætter tydelige rammer og holder styr på processen, så deltagerne selv kan holde fokus på indholdet. Målet var ikke, at de skulle høre om procesfacilitering, men at de skulle få det i hænderne og tage det med hjem som deres eget.
Deltagerne gennemførte det fulde forløb og stod tilbage med en langt større tryghed i at stå på gulvet og lede møder og processer i nuet. De havde fået en udvidet værktøjskasse og — vigtigere — praktisk erfaring med at forberede, rammesætte og afvikle deres egne processer med tydelig retning og fælles fokus, en skarpere bevidsthed om deres rolle og mandat som facilitatorer, og et fælles fagligt sprog om facilitering at bygge videre på. Vigtigst af alt blev procesfaciliteringen en faglighed, der bliver i huset: en gruppe medarbejdere, der selv kan designe og lede involverende processer i afdelingens hverdag, i stedet for at hjælpen skal hentes udefra hver gang.